At gå ad nye stier: Meditation hjælper på depression, opgivelse og skam.



Stine Barr 2020



Når ting begynder at forandre sig, når de gamle mønstre begynder at åbne sig og når man endelig vover eller lykkes med at forlade de stier, man hele livet har trampet ad, så er det ikke ualmindeligt at der opstår både skyld og skam.

Hvorfor føle skyld over at gå ad de nye spor, som ellers så tydeligt er meget bedre, spørge man måske sig selv. For man kan få en oplevelse af, at der er noget galt, at det ikke er ok med glæden, det åbne hjertet og følelsen af frihed. Men oplevelsen af skyld og skam er ikke sjældne i forbindelse med forandring.





Min erfaring er, at det kobler til barndomsmiljøet og til samfundets normer, altså til den del af en, der er skabt og vokset frem af tilpasset og forpligtet tilhør til omgivelserne, uanset hvor dysfunktionel familien, omgivelserne eller samfundet så har været, der hvor man voksede op. Den skyld du mærker, er ofte skylden over at gå ud og forlade de mønster og stort som som er familiens, egnens, samfundets prægning.

Lige som skam er en biologisk effektiv social instans i os, det sikrer at vi ikke forlader gruppens normer, fordi på et rent overlevelsesmæssigt eksistensniveau, er gruppen afhængig af at den enkelte ikke bryder gruppens regler. På samme måde er skyld en social emotion, den binder os til vores gruppe, vi er forpligtede til at holde os til de normer, regler og hersker, som findes i gruppen og vrider vi dem kommer der skam eller skyld. Der er i nogle familier mere angst for at det enkelte familiemedlem skal begynde at gå egne veje, end i andre familier, familier som måske er mere trygge og som måske ikke har så nedarvede traumespor, ikke i generationer har levet lidt for tæt på eksistensen kant. Bundetheden og forpligtelsen i forhold til familiens mønstre, er det der ikke må afsløres, udfordres eller brydes h is man vil skabe nye veje for sig selv.

Og selv hvis de mennesker man har været bundet sammen med ikke er her længere, så er kraften i følelsen af at være forpligtet af mønstrene for de fleste fortsat levende i den fortsat, at de er vældig vældig stærke.

Det er altså almindeligt at der kan være en meget kraftig reaktion af skyld, når mønstrene brudes og man begynder at gå ad nye veje. Vi er her helt ned i de biologiske lag og os selv, de lag hvor vi er mere styret af vores biologiske prægning mod at være flokdyr frem for alt. Skylden kan være vældig sammensat fordi det både kan være skyld over at begynde sin egen vej, skyld over ikke at have gjort det før, skyld over at efterlade sin eget gamle personlighed, og så grund skyld og grundskammen over at forlade sin forpligtelse på fælleskabets regler og skyld og skam over at bryde tabuet ved at ville skabe sit eget. Depression og nedtrykthed er i min optik ofte det, der kommer af, at vi har opgivet forestillingen og håbet om, eller fornemmelsen af, at vi har muligheden for at leve på andre præmisser og at gå af andre mere åbne stier, end dem der blev udstukket af familien, det nære miljø, det samfund man tilhører.


Depression kommer af at nedtrykke de følelsesmæssige reaktioner, som kommer ud af ens opgivelse og klemthed. Depression er låget på alle følelserne, både angsten, skylden, skammen, vreden, glæden, troen, håber, begejstringen, kærligheden, lyset, nuet og åbningerne. Når al det får plads så letter depressionen, præcis som du har oplevet. Og plads det er at rumme. Og at rumme sine tilstande det er det man et langt langt stykke vej er det man foretager sig i meditation.


Derfor er meditation en af de bedste veje at gå ad ved nedtrykte tilstande. Så næste gang angsten, skylden eller skammen dukker frem, så sid med dem i meditation; ikke prøv at få den væk, ikke tage den ind, blot lade den være der og undersøge dens kropslige og energetiske ‘kvaliteter’, altså hvordan mærkes skyldfølelse og skammen i kroppen.

Langsom vil man kunne opnå kapacitet til rumme dem, vide af dem, kunne klare at mærke dem i kroppen uden at ville have dem væk og uden at de overtager det hvor man tror, at man behøver at handle på dem. Så kan man komme frem til en position, hvor man ligesom siger “hej skyld, er du nu der igen” og “ja du er jo også en del af mig, så nu får du lidt plads til at hive og rive i mig, men jeg hopper ikke på, at du sidder inde med sandheden, selvom du godt nok har mange kræfter!“ Så lader du emotionerne rive i dig. At personificere og tale til og med forskellige de følelsesmæssige tilstande i en, kan være et ret effektivt led i processen med at få en mere meditativ ‘nu og her’ væren med alt, hvad der nu sker i og omkring en.


God gråvejrsdag til dig