Om psykisk smerte



Læs artiklen 'Psykiske lidelser er ikke sygdomme' fra Dansk Psykologi Forening her under.


Jeg kan virkelig anbefale den. Den rammer 'spot on' de store problemer vi har (både private og samfundsmæssige) med at håndtere psykisk smerte og følelsesmæssig lidelse.


Min tilgang i arbejdet med psykiske symptomer i et terapeutiske forløb er meget i tråd med artiklens holdninger.


Her klip fra artiklen: "Men det er ikke mørket, der er kerneproblemet. Det er den massive undvigelse af smerten, der nødvendiggør mørket, og dermed skaber det problem, vi kalder depressionen.





At være menneske rummer lige fra fødslen mange smertefulde oplevelser. De fleste af disse forløses aldrig helt, fordi de ignoreres og undertrykkes af omgivelserne, der sjældent tager dem alvorligt nok (efter devisen: det er jo kun et barn, der vræler, og det er glemt om lidt eller i morgen). Når den ophobede smerte når over en vis tærskel, bliver smerten ulidelig, og da slukkes der fornuftigt nok automatisk for føleknappen. Fordelen ved dette er, at man ikke længere kan føle smerten – men prisen er til gengæld, at man heller ikke kan føle mange andre ting, fx glæde ved livet; og så svinder lysten til at leve naturligvis også ind. Men den pris er man villig til at betale for at undgå at opleve en dybere smerte, der anes vildt skræmmende og ulidelig, og som man frygter kunne få en til at gå i opløsning. Det giver da god mening – og det tror jeg, hvem som helst nok ville gøre i samme situation. Det er ikke spor “sygt”. Depressionen har en meningsfuld funktion, ellers ville den jo ikke være der – det kan næsten ikke være mere enkelt."


"...at kalde menneskelig smerte for sygdom er i min optik ét af det sidste århundredes mest fatale fejltrin og den dybeste årsag til psykiatriens problem. Disse mennesker lider, ja for søren da, de bærer på så megen smerte, at de har svært ved at fungere hensigtsmæssigt og tænke klart. Men de er ikke syge! At lide er ikke det samme som at være syg. At kalde mennesker for syge og få dem til at tro, at de er det, når de ikke er det, har uhyggelige konsekvenser. Hvis tilgangen i udgangspunktet bygger på et fejl-paradigme, så vil alt det, man bygger oven på, ikke hænge sammen. Det vil skade mere, end det gavner, og mislykkes."


"Overfokusering på disse forviklinger i sindet, stærkt støttet af psykiatrien, har som antydet den gevinst, at man kan holde opmærksomheden borte fra de dybere lag i selvet, hvor smerten sidder, og det kan give midlertidig lettelse og håb om helt at slippe af med smerten. Man kan let som behandler på mange måder utilsigtet hjælpe klienten med at bygge nye forsvarssystemer op, som giver lidt lettelse.


Mulighederne for smerteundvigelse er legio, og psykiatrien står interessant nok parat hvert år med talrige nye forslag til nye diagnostiske kategorier, der sygeliggør endnu flere (normale) mennesker og giver dem den falske forestilling, at eksperterne ved, hvad der er galt med dem, og at de kan blive normale ved at tage medicin – til stor glæde for medicinalindustrien, som tjener imponerende summer på denne udvikling.


Men så længe den dybe smerte ikke er erkendt og lægt, vil personen være nødt til at holde fast i sin sygdom på den ene eller anden måde eller udvikle en ny for at beskytte sig.


Til trods for disse forsøg på at undgå smerten, er der imidlertid også i mennesket en drivkraft, der ønsker, at smerten skal bevidstgøres, rummes, opleves, udleves og integreres, for at vi kan blive hele mennesker. Der er en længsel efter at blive autentisk, ægte. For at nå derhen er vi derfor hele tiden nødt til at gennemskue sindets flugtmanøvrer, for længslen efter at blive hele mennesker, der føler os hjemme i os selv, og ikke spaltede, forstummer aldrig.