Hvor lyset kommer ind



Stine Barr 2020



Vores personligt oplevede virkelighed er ikke skabt af tingenes essens men af det bevidsthedslag, vi kaster på dem.


Derfor er vores verdener og virkeligheder så forskellige og derfor kan det opleves som om, vi i relationer har svært ved at mødes, at vi blot i stedet for at opnå en kontakt kommer på besøg i hinandens helt individuelt indrettede virkeligheder.


Nogen gange opdager vi endda ikke dette, fordi de fleste af os, har så mange fælles elementer, som vi har en fælles konsensus om, med i egen realitet, at det ser ud som om, det er en fælles virkelighed.


For nogle er dette ikke et påtrængende problem og man trives godt med at krydse mellem egen og andres virkeligheder og oplever dette som fuldstændigt virkeligt.


For andre afstedkommer dette en oplevelse af uvirkelighed, at de mange virkeligheder ikke formår at mødes og det kan give en form for ensomhed, som er svær at stille noget om med.


Forsøg på at få virkeligheden til at føles lige så virkelig, som alle andre lader til at synes, at deres er, bliver en kamp.


Historien om Platons hule handler om disse lag af virkelighed. En gruppe mennesker holdes fanget i en grotte, de har altid siddet med ansigterne og deres blikke vendt mod grottens bagvæg, hvorpå der falder et indirekte lys, som befinder sig bag dem. Forbi dette bål bæres figurer, hvis skyggebilleder kastes op på grottens bagvæg. Fangerne har aldrig set andet end disse skyggebilleder og oplever dem som den hele virkelighed. Platon forestiller sig, hvad der herefter sker, idet man befrier en fange og vender ham om, så han opdager at billederne i grotten, blot er skygger og videre hvis man befrier fangen, tager ham med ud af grotten, hvor han til at begynde med vil blive fuldstændig blændet af solens skarpe lys....


Når kriser rammer, eller når vi kastes ud i chok, eller ved store livsændringer og ved spirituelle åbninger, da sker det nogen gange, at vi opdager, at den virkelighed vi levede i sammen med et eller flere andre mennesker, at det blot var en form for boble. Enesomheden ved at falde ud af netop denne boble og ved måske at opleve sig konfronteret med opdagelsen af, at alle er inde i andre og anderledes bobler, som måske ikke længer vil kunne føles så virkelige for en.


Af mange grunde er det igen blevet relevant netop i denne coronatid, dels sker der for mange det, af den danske fælles virkelighed boblehar fået sig nogle gevaldige sprækker, dels har virkelig mange mennesker oplevet konkrete fysisk elle følelsesmæssige kriser i 2020, dels har mange oplevet personligt at få udfordret den tro man havde på, hvor virkeligheden befinde sig henne.


Al spirituel åbning begynder altid ved at virkeligheden udfordres, ved at vi opdager, at meget at det vi tror, vi ved, af det vi oplevet og ser, at det blot er ja faktisk skyggebilleder; blot projektioner, blot bobler vi lever inde i.


Bobler kan være fulde af spirituelle symboler, betydninger, af alverdens fortolkninger, af evner og kvalifikationer, men langt hen ad vejen er det blot bobler med forestillede virkeligheder, som vi fra vi slår vores øjne op om morgenen, kaster vores indre bevisthedslys ud i mod og som vi rekonstruerer og genbeliver.


Rigtig mange mennesker angst stammer fra, at der er opstået revner i boblen, at man står ved en kant, at det er lige ved at gå op for en, at man ikke forstår, hvad der foregår eller hvem man er, eller hvem de andre er. Det er angst provokerende, men det kan også blive begyndelsen til at blive en anelse mere vågen.


Vågenheden er på mere avancerede niveauer også bevidsthed og også kærlighed og også lys.


Man behøver ikke at give afkald på skyggebillederne i det liv man lever, men angsten og ensomheden, hvis de to tilstande er noget som tynger en, kan ændre karakter, når man går i proces med at opdage, at de sprækker der i en virkelighed, faktisk kan bliver der, hvor lyset strømme ind.


Leonard Cohen “there is a crack in everything thats how the light gets in” .





.