Om angst



Når jeg, i en terapi, hjælper et menneske i arbejdet med en angstproblematik, så ser jeg altid først på, om angsten grunder i en chok-traume problematik, eller om angsten er mere generel. Er den angst, man oplever mere generel, så arbejder jeg i terapien med angsten ud fra det faktum, at angst opstår, hvor der er en grænse. Denne grænse er grænsen for ens virkelighedsopfattelse, der hvor ens virkelighedsoplevelse strækker sig til, man kan også sige, at det er jegets grænse, at angsten er en form for grænsevagt, eller tærskelvogter, som beskytter mennesket mod uforvarent at komme ud der, hvor jeget ikke længer kan håndter at orientere sig. At arbejde med angst ud fra denne tankegang betyder at den terapeutiske proces bliver en grænseflytning. Angsten opstår fordi noget, der ikke kan rummes i ens virkelighed, begynder at trænge sig så meget på, at det ikke længer kan blændes ud, man får problemer med at fortrænge det, med at undgå det, med at holde det væk. Angsten opstår der, hvor man bliver bange for at kunne gå i stykker, hvis man råt og dirkene så på det, man ikke kan rumme. Her har angsten ret og viser sig at være vores beskytter. Den sørger for, at vi ikke konfronterer og flytter grænsen hurtigere, end vi kan nå at integrere det, som ligger uden på den anden side, uden for vores forståelse af virkeligheden. Angsten passer på, at vi ikke kaster os ud over kanten uden at kunne integrere i vores personlighed, det vi møder. At vi ikke kommer ud der, hvor vi bryder vores virkelighedsgrænser, uden at kunne samle dem igen. At arbejde med angst er derfor et spørgsmål om, på en sikker måde, med “livline og sikkerhedsko”, at bevæge sig en lille smule uden for det man kender, afsøge området, vende tilbage til den kendte, tegne kort over hvad man så og forstå og integrere i det man allerede ved af, at man er. Angstterapi er effektiv, hvis man fortsætter disse mindre og kontrollerede ekspeditioner til i det ukendte, det som ligger uden for ens jeg, ens virkelighed, ens forståelse og genkendelse, for derefter vende tilbage og integrerer. På et tidspunkt har grænsen rykket sig, kanten er flyttet, jeget er forandret, den personlige opfattelse af virkeligheden er udvidet og man kan nu også indeholde, rumme og orienterer sig i det, der før lå udenfor, det som trængte sig truende på med en oplevelsen af, at her kunne der være risiko for, at jegets grænser ville blive brudt og jeg blive oversvømmet. Når grænserne er flyttet, går angsten væk. Man har i processen lært, hvordan man gør og hvordan man næste gang kan gøre og gribe det an, når noget igen trænger sig på og truer måden, vi forstår os selv, hvem vi er, hvordan vi oplever verden og hvordan vi tror, den er. Så er man en gang kommet hel igennem. Har læret, hvad angst er for en funktion i sindet og har man en gang erfarer, hvordan det kan gribes an, så bliver det for resten af livet nemmere at håndtere fremtidige erfaringer, der opleves som værende af virkelighedstruende karakter. Derimod er angst, som opstår af den type chok, hvor noget pludseligt sker, truer liv og virkelighed, river alt fra hinanden og efterlader ens jeg, personlighed, opfattelse af virkeligheden og grundlæggende tryghed i verden i stumper, når den type af chok sker, så grænserne pludselig og fuldstændigt rives ned, der skyldes angsten at ens oplevelse af at leve i en sammenhængende virkelighed helt eller delvist allerede er beskadiget. Der er den efterfølgende proces efter et chok, den afgør, hvor alvorlige følger chokket vil få for ens fremtidige liv. Lykkes det ikke i bare rimelig grad at få sat stumperne sammen, altså en oplevelsen af en sammenhængende virkelighed, så havner man i den kroniske lidelse, som betegnes PTSD - post traumatisk stress disorder. Den angst og de angsttilstande, som er en del af lidelsen ved PTSD, den angst er altså af en anden karakter. Her er man kronisk faldet ud over kanten og finder kun i perioder, kortere eller længere, tilbage til noget, der kan føles som normalt og angstens funktion som grænsevagt og tærskelvogter er kronisk på overarbejde, man falder konstant i hverdagen uforvarent ud over kanten og angsten har ikke længere en beskyttende funktion, men råber bare ‘pas på, alarm, alarm’ det meste af tiden, uden at man alligevel er i stand til af den grund at holde sig væk fra kanten.





.