Angst og angsthåndtering



Angst er en grundemotion. Mennesker kan komme eller kommer til at opleve angst i en eller anden grad i løbet af livet. Angst opstår som en stærk kropslig reaktion, når vi bliver pressede til et punkt, hvor vi oplever os truede. Angst er ofte forbundet med en oplevelse af eksistenstrussel. En trussel, der enten er rent fysisk, altså en trussel mod vores overlevelse, eller rent psykisk, som når noget er så voldsomt for os, at vi mærker at vores psykisk grænse er nået, der hvor personligheden (jeget) bliver usikker på, om den kan holde til det, den konfronteres med.

Angst er ikke en sygdom eller et tegn på, at det er noget galt med os. Angst er derimod et signal fra os selv til os selv om, at nu står vi på en grænse og at herefter lige på den anden side af grænsen, det er der, hvor kroppen og instinkterne tager teten, simpelthen overtager styringen fra os og får kontrollen over os. Det opleves som kontroltab, når det instinktive har taget over, det er det også. Men det er godt for os, at vi kan fungerer sådan, for det er en helt grundlæggende mekanisme for vores overlevelsesevne i pressede situationer. Men muligvis, måske ofte, reagerer vi med angst i situationer, der tilsyneladende ikke er truende.

Alligevel gør vi klogt i at tage vores angst alvorligt, når den viser sig. Ikke nødvendigvis alvorligt som et signal til, at dette her skal vi holde os fra og på den anden side helt sikkert heller ikke, som noget vi blot skal sige pyt til. Fordi angst fortæller os altid, at her er noget på færde. Her har vi ramt en grænse, vores grænse. Og hvad gør vi så? Jo, den bedste, klogeste og sværeste reaktion på angst, det er at stoppe op, det er at blive stående der på grænsen og det er at gå i gang med at undersøge, hvad det er, der foregår for en, lige nu, på denne her grænse. Ikke altid kan vi se, hvad det er for en grænse, vi har mødt og ofte har vi svært ved at finde ud af, hvordan vi bedste forholder os. Ofte vælger vi enten at flygte tilbage, hvor vi kom fra, eller vi prøver at ignorere, at vi har mødt en grænse og at vi mærker angst.

Grænsen kommer i situationer, der er reelt helbredes eller livstruende, grænsen kan opstå ved situationer/relationer, der er (for) komplicerede, grænsen kan vise sig i situationer/relationer, der ligner noget, som var for overvældende for os engang tidligere i vores liv, eller grænsen kan være noget så usynligt som 'grænsen for vores virkelighedsopfattelsen' altså der, hvor vi er konfronterede med noget, inde i os selv eller uden for os, som ikke findes i den virkelighed, vi hidtil har kendt, det er her vi er pressede på vores personlighed og her vi kan komme til at opleve psykisk sammenbrud, eller endda ryge ud i grænsepsykotiske tilstande, hvis det går voldsomt for sig.

Angst er altså, selvom den optræder på samme måde i kroppens reaktioner, ikke bare angst. Så hvordan man bedst kommer videre, når man så faktisk står der på grænsen med sin angst, det afhænger af, hvad det er, man reagere på. Det kan være svært at være i, at finde rundt i, at komme videre fra. Det hjælper ikke på den sag, at hvis man i nogen sammenhænge vælger at kalde vores naturlige og sunde reaktioner for en sygdom, angstlidelser findes ikke.

Der findes derimod mennesker, som er kronisk strandede på grænsen med en uhåndterlig angst, som ikke kan komme derfra på egen hånd og som ikke har fået den rigtige hjælp -endnu. Hjælp, god hjælp er hjælp til at afdække, hvad der foregår lige der på grænsen og til at arbejde med, hvad der bedst kan gøres i forhold til lige netop den grænsesituation, man er havnet i.