Stilhed



STILHED Det er energetisk og spirituelt virkelig smukt at mærke den stilhed, der nu breder sig. Jeg lå i nat med åbnet vindue og lyttede ud i byen, ud mod København der normalt aldrig er helt i ro, og så mødte jeg en stilhed, som jeg ikke har lyttet før. Ikke har jeg mødt noget der ligner og det nærmeste jeg har været en lignende stilhed, var da jeg som barn tilbragte mine somre langt uden i skoven i det svenske småland. Jeg er virkelig rørt. Alt er stoppet på to uger !! Næsten hele Europa er stille; alle er holdt op med at løbe forvildede rundt, er holdt op med at forurene i stor stil, CO2 udledningen er faldet drastisk. Vi kan faktisk i fremtiden redde vores klode og dens liv fra en mere eller minde radikalt ødelæggelse, som ellers uundgåeligt vil komme, efterhånden som klimaforandringerne tager til. Vi kan handle og vi kan handle for at redde liv. Der har ikke været så stille i Europa som nu i flere hundrede år. Engang var der stille på kloden på en måde, hvor det var muligt at høre sjælens og sindets rørelser. Mennesker småsnakkede, dyr puslede, sang, gryntede, mjavede og hvad dyr ellers siger, vandløb rislede, blade raslede i vinden og hen over al dette var der et rum af stilhed. Den stilhed kender vi ikke længere. Når vi mediterer, så leder vi, kan man sige, efter et stille sted, et sted hvor vi kan høre og mærke os selv, de andre og de omgivelser, vi er en del af. I den stilhed, som netop nu har bredt sig over hele vores del af verden, er der mulighed for at få en ‘en gang i livet erfaring’, det er en unik mulighed at opleve, hvordan det sanses, når ro brede sig over verden. Sans ind i det. Fornem om du kan mærke, hvordan det bliver muligt bevidsthedsmæssigt at orientere sig meget mere klart, hvordan du energetisk og helt ned på celleniveau kan registrere en ukendt ro. Lyt ind i det - det er magisk!






.