Usynlighed



Usynlighed, oplevelsen af ikke at blive set, følelsen af at gå i et med tapetet. Ikke kunne udtrykke sig, det der er, det man tænker og det man føler. En oplevelse af usynlighed kan være smertefuld. Mange husker den især fra barndommen. Måske var man synlig uden på, måske var man synlig med det, der blev forventet, eller måske fyldte man endda meget med al muligt skævt, larm, problemer eller sjov og ballade, al muligt som ikke var sådan, det føltes inden i, måske gjorde man sig lille og gennemsigtig og ingen fik øje på, at her var en levende tænkende sjæl. Usynligheden følger med. Som voksen følger den en som et spor, der gør det svært at få det, der mærkes og den der er inden i, til at matche med den og det, der går synligt rundt blandt andre. Usynligheden er et af de forsvar, vi kan have valgt os. Det var for farligt at blotte sig, sine følelser, tanker, sin finfølelse, sensitivitet og sårbarhed, det var for forbudt at vise sin vildskab, sit mod, sit særpræg, sin selvstændighed, at tro sig smuk, elskværdig og livsglad. Nogen eller nogen responderer på et tidspunkt på det, vi kom med, så vi derefter ikke var i tvivl om, at vi nok ville klare den bedre, uden at vise for meget af ‘det’ til verden. Og vi blev usynlige. Den vigtige del af os trak sig ind, blev skjult og gemt væk, forblev væk, uudfoldet, skjult, skræmmende, skamfuld og overvældende. Men en dag, når man dertil, hvor helheden vil frem, man vil have sig selv, det indre og det som er i en, til at komme ud i sammenhæng. Men det er ikke altid, at den vilje i os, som vil vores helhed, viste sig på den mest konstruktive måde. Stress, angst, depression, vrede, selvskade, misbrug,... er meget ofte tegn på, at spændingen mellem den helhed, som vil frem, og den modstand mod synlighed, som vi bærer på, at den spænding bliver så intens, at vi ikke magter at være i den, bevæge os i den, gøre noget med den. Vi føler os fastlåste i konflikten, den indre og ydre, mellem ‘jeg vil leve, vil mærke, vil stråle, vil elske, vil præstere’ og ‘jeg kan ikke, må ikke, tør ikke, ved ikke, dur ikke’.. Nå spændingen bliver så voldsom, at den med destruktiv kraft sabotere os i vores forsøg på at få det hele til at fortsætte som vanligt, til at fungere som hos de andre, til at forsvinde, så kommer sammenbruddene, stressen, angsten, energiforladtheden, søvnløsheden, desperationen, utroskabet, spiseforstyrrelsen, vreden, alkoholen, stofferne, medicinen, symptomerne, smerterne, sygdommene, sygemeldingen... Det er bedre at gøre noget, og der er ikke nogen nem løsning. Det usynlige bliver blot trængt endnu mere ind i sin usynlighed , når spændingen udløser de destruktive mønstre og når systemet møder en med forsøg på hjælp, som ikke afhjælper den spænding, som jo er den der udløser alle problemerne. At hente det usynlige frem til synlighed, først for en selv og måske derefter for verden, kræver mod, men endnu mere kræves en støtte, at nogen vil se derhen og ind i det sammen med en, at der er nærvær, nænsomhed, klarhed, vågenhed, konfronterende og kærlighed interesse nok, til at man kan vove at nærme sig, uden at spændingen helt og aldeles overmander en med den al for velkendte skyld og skam og forkerthed, som katapulter en direkte tilbage i en næsten endnu værre følelse af fastlåsthed. 🌿 Terapi og vejledning er ikke altid den hurtige løsning på vores smertepunkter og ikke det lette fix, som vi ville ønske. Det er en løbende investering, som over tid kan få det til at blomstre, som vi inderst inde ikke selv kan tro, at det vil være muligt at udfolde. At arbejde med de kropslige og følelsesmæssige problemer på et energetisk niveau gør det for mange lettere at åbne til problemerne, der kommer mere bevægelse og fastlåstheden kan løsnes.






.